Solafskærmende glas
Lad lyset strømme – uden overophedning
Drømmer du også om store glaspartier hjemme i stuen? Om dagslys, der flyder ind fra væg til væg, og en udsigt, der går hele vejen til gulvet? Så husk lige at tænke over risikoen for, at din stue forvandler sig til en sauna om sommeren. Især, hvis vinduerne vender mod syd.
Løsningen er solafskærmende glas
Moderne vinduer er konstrueret til at udnytte solens varme ned til mindste stråle. Samtidig holder de så godt på varmen, at de faktisk bidrager positivt til dit varmeregnskab, fordi de lukker mere varme ind end ud. Det er rigtig smart om vinteren. Men om sommeren kan det let resultere i overophedning af dit hjem. Jo større vinduespartier, jo større er risikoen for bragende varme stuer.
Det dæmper du ved at udstyre dine vinduer med solafskærmende glas.
Solglas har et specielt filter, som lukker masser af lys ind, men begrænser solvarmen og på den måde hjælper med at passe på dit indeklima.
Kan det ses? Hvordan ser det solglas ud?
Solfilteret er næsten usynligt, men hvis du holder en solafskærmende rude op foran en almindelig rude, kan du se forskel på nuancerne i glasset. Ikke meget, men nok til, at du bør overveje at vælge solglas på hele facaden og ikke bare en enkelt rude. Indefra lægger man dårligt mærke til, at vinduet dæmper mængden af dagslys.
I gamle dage brugte man gennemfarvet glas eller glas med en belægning, der stoppede både lyset og solvarmen i at trænge igennem. Det gjorde rummene mørke, når solen ikke skinnede. Sådan er det ikke længere.
Solafskærmende glas er smart af flere årsager
- Du undgår overophedede rum derhjemme
- Du slipper for skarpe refleksioner og bliver ikke blændet af solens stråler
- Du begrænser solens misfarvning af møbler, gulve og interiør
- Du minimerer behovet for ventilation og mekanisk køling
- Du beholder det naturlige lys, men slipper for ekstra varme udefra
- Du reducerer stadig energiforbruget og sparer på varmen om vinteren
Hvordan fungerer solafskærmende glas?
Vores solglas hedder Selekt 70 (tidl. Combi Neutral 70/35). Det er et klart glas med en særlig belægning, en tynd metalfilm, som gør det en smule mørkere.
Vinduer med solafskærmende glas har samme u-værdi som almindelige energiruder – hvis ikke bedre. Det betyder, at de holder mindst lige så godt på varmen, som almindelige energiruder. Til gengæld slipper de mindre af solens varme ind.
Vinduer med tre lag glas
Solfilteret holder ved træ/alu vinduer 65 procent af solens varme ude – mod 47 procent med en almindelig energirude. Vinduer i træ holder den samme mængde varme ude, men tallet er 43 procent med en almindelig energirude.
Vinduer med to lag glas
Solfilteret holder 62 procent af solens varme ude – mod 27 procent med en almindelig energirude.
Det solafskærmende glas kan sagtens kombineres med hærdet glas, lamineret glas og lyddæmpende glas, hvis du ønsker det.