< Tilbage til Nyheder

Vi støtter DM i Skills:

Stolte håndværkerfag skal tiltrække flere lærlinge til branchen 

For femte år i træk støtter KPK Døre og Vinduer danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelserne, DM i Skills. Den enorme anerkendelse af håndværkerfagene, der ligger i mesterskabet, er med til at skabe stolthed og synlighed og kan på den måde bidrage til, at flere unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Det går derfor også rigtig godt i tråd med vores eget fokus på at fremme håndværkerfaget.

Når DM i Skills 2022 løber af stablen den 28.-30. april i Høng-Hallen i Kalundborg, er vi endnu en gang sponsor for fagene Bygningssnedker og Tømrer. Sponsoratet er et helt konkret eksempel på vores aktive indsats for at fremme håndværkerfagene, som også omfatter et stort fokus på løbende at sikre lærlinge generelt – ikke alene til vores egen virksomhed, men også til håndværkervirksomhederne, som er vores kunder. 

- Vi er meget begejstrede for grundidéen bag DM i Skills, som jo blandt andet handler om at eksponere erhvervsuddannelserne og alle de håndværksmæssige færdigheder, man kan tilegne sig derigennem. Det skaber stolthed omkring fagene, og den kan både vi, vores kunder og resten af byggebranchen bruge i søgningen efter endnu flere lærlinge, forklarer salgschef i KPK Døre og Vinduer, Peter Bechmann, og fortsætter:

- Derfor støtter vi også fag som tømrer- og bygningssnedkerfagene, da det netop er relevant for, at vores kunder – håndværkerne – kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Og det vil vi i den grad gerne bakke op om.

Ifølge de seneste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet går det stille og roligt fremad med antallet af nye lærlinge. Flere erhvervsskoleelever har således landet en uddannelsesaftale med en virksomhed sammenlignet med de sidste par år. De nyeste tal er fra februar i år, hvor der er indgået 2.988 uddannelsesaftaler, hvilket er højere end både 2021 og 2020, hvor tallet var henholdsvis 2.626 og 2.916 uddannelsesaftaler. Samlet er der indgået 8.278 uddannelsesaftaler i januar og februar 2022, og det er ligeledes højere end samme periode de seneste to år.

Hos KPK er netop lærlinge et konstant fokusområde, og aktuelt har vi ansat i alt ni lærlinge – fire maskinsnedkerlærlinge, tre, der er i lære som produktionsassistenter, og to salgselever.

- Vi skal som virksomheder gøre en indsats for at tiltrække lærlinge og i det hele taget gøre os synlige overfor potentielle nye medarbejdere. Faktisk starter det allerede i grundskolen, hvor eksempelvis virksomhedsbesøg kan være med til at vise eleverne, hvad man kan som håndværker, forklarer Peter Bechmann.

Skills2020794seqn}
Loading...