KPK DØRE OG VINDUER I NÆRKONTAKT MED 700 HÅNDVÆRKERE
23-04-2018
KPK Døre og Vinduer har de seneste fire måneder kørt Danmark rundt for at inspirere over 700 af landets håndværkere. Den 18. april 2018 afholdt vi det sidste af de i alt 18 seminarer, og det skete på hjemmebanen på Mors og i en udvidet udgave med rundvisning på fabrikken og besøg fra intet mindre end 70 lokale håndværkere.
Onsdag den 18. april 2018 afholdt KPK Døre og Vinduer det sidste håndværkerseminar i rækken af i alt 18 seminarer i det danske land. Det skete i en udvidet udgave under navnet ’’KPK DAG’’, hvor 70 af Mors-områdets lokale mestre, svende og lærlinge besøgte virksomheden.
- Vi har været rundt til byer i hele Danmark, hvor vores tour har strakt sig helt fra Aabenraa til Aalborg og fra Køge til Esbjerg. Nu har vi netop afrundet forløbet med det sidste seminar, som fandt sted på vores egen fabrik i Nykøbing Mors, fortæller KPK Døre og Vinduers salgschef, Peter Bechmann, og fortsætter:
- Her mødte 70 lokale håndværkere op, der blandt andet ønskede et indblik i dansk produktion og kvalitet. Det skete med en rundvisning på fabrikken, hvor de kunne se hele arbejdsprocessen bag det vindue, som de får leveret. Derefter begyndte det mere traditionelle program, hvor vi præsenterede de sidste produktnyheder og kiggede nærmere på nye digitale muligheder som vores nye online prisliste.
I alt har over 700 af landets håndværkere fra flere end 400 forskellige virksomheder deltaget i de forskellige seminarer, og det er Peter Bechmann mere end tilfreds med.
- De mange deltagere og den store interesse har virkelig været en positiv oplevelse. Håndværkerne har haft lyst til at blive inspireret og er mødt op med både engagement og en masse gode spørgsmål. Vi har alle fået meget ud af at sætte fokus på nogle relevante, faglige emner samtidig med, at der har været plads til snak og grin. Nu er vi bare glade for at kunne kigge tilbage på et godt og tilfredsstillende forløb, slutter han.