< Tilbage til Nyheder

1.000 til landskamp på et år:

Håndboldsponsoratet nyder stor opbakning

Vi har i kraft af vores sponsoraftale med Dansk Håndbold Forbund (DHF) netop haft 200 kunder med til årets sidste håndboldkamp på dansk grund. Dermed har KPK i år kunnet give hele 1.000 samarbejdspartnere og medarbejdere mulighed for at opleve håndboldkampe med både kvinde- og herrelandsholdet.

Årets sidste håndboldkamp på dansk jord er netop fløjtet af i Royal Arena, og i den forbindelse har vi givet 200 kunder mulighed for at opleve det danske herrelandshold spille mod Spanien til EHF Euro Cup. Og det er langt fra første gang i år.

Fordelt på hele året har KPK i kraft af vores sponsoraftale med DHF således givet hele 1.000 håndværkerkunder og medarbejdere mulighed for at opleve håndboldkampe med både kvinde- og herrelandsholdet forskellige steder i landet. Og det har været en stor fornøjelse:

- Vi er rigtig glade for, at der i år har været så stor opbakning til vores sponsorat, at hele 1.000 af vores samarbejdspartnere og medarbejdere har taget imod vores tilbud om en oplevelse i hallen – og hvor der til samtlige kampe endda har været mange flere interesserede end antal af billetter. Det viser bare, at folk – efter en lang periode med coronanedlukninger – i høj grad har et behov for at komme ud og opleve noget sammen, udtaler salgschef Peter Bechmann, og fortsætter:

- Vores sponsorat er en god platform, der skaber stor værdi for os på flere områder. I kraft af logoplacering på trøjer og bander øger det kendskabsgraden blandt den brede befolkning, og derudover giver sponsoratet os mulighed for at pleje kunderelationen og give både vores samarbejdspartnere og medarbejdere en ekstra oplevelse, hvor det også er muligt at netværke.

IMG 7791

Sponsorat af både kvinder og herrer
Vi har igennem en længere årrække haft en fast sponsoraftale med DHF, som omfattede kvindelandsholdet, men fra i år har sponsoratet som noget nyt også inkluderet herrelandsholdet. KPK-logoet har i 2022 derfor figureret på kvindernes shorts og på gulvbanderne ved både kvindernes og herrernes kampe.

- Med den udvidede aftale, hvor herrelandsholdet er med, er der noget for alle håndboldinteresserede kunder, og aftalen sikrer, at vi kommer endnu bredere ud på tværs af køn og interesse. Derudover er der nu kampe flere forskellige steder i landet, og på den måde udvider vi det geografiske område, så samarbejdspartnere i hele landet kan være med. Vi håber, at den udvidede aftale vil sikre en fortsat stor opbakning fremadrettet, slutter Peter Bechmann.

Vores sponsorat af kvinde- og herrehåndboldlandsholdet blev indgået med DHF sidste år og løber frem til 2024.

Loading...