< Tilbage til Nyheder
Det rigtige match:

Lærepladsen blev Bentes efter en vellykket praktik hos KPK 

Vejen til en succesfuld læretid for både lærling og læreplads går via forhåndskendskab til hinanden, for den gode relation er altafgørende for et godt forløb. Det er i hvert fald erfaringen både hos KPK Døre og Vinduer, da vi stort set kun ansætter lærlinge, som enten allerede har arbejdet i produktionen, eller som har været i praktik hos os, og hos Skive College, som altid anbefaler sine elever at vælge den virksomhed, som de bedst kan se sig selv i. For Bente Bukhave er KPK lige netop dét. 

Der er behov for, at flere både vælger en erhvervsuddannelse og gennemfører den. En af forudsætningerne for en velgennemført erhvervsfaglig uddannelse er en god og udbytterig læretid, og her er matchet mellem lærling og virksomhed helt afgørende. Det fortæller Thomas Bach Adamsen, der er uddannelsesleder for snedker, tømrer og boligmontering hos Skive College:

- På en erhvervsuddannelse fylder læretiden en meget stor del af selve uddannelsen, og derfor er det gode match mellem virksomhed og lærling noget af det vigtigste overhovedet. Det kræver både, at den enkelte studerende kan se sig selv i virksomheden i hele læretiden, og at der er en tæt og god dialog mellem virksomheden og skolen, så vi sammen får skabt det bedste fundament for lærlingeopholdet. 

En vej til det gode match går via et positivt kendskab til hinanden på forhånd, hvis man spørger os. Således rekrutteres lærlinge stort set altid enten via produktionen, hvor de eksempelvis har arbejdet som ufaglærte, eller via praktik, hvor studerende fra en erhvervsuddannelse i løbet af en uge får lov at komme rundt og snuse til produktionen og kulturen i virksomheden. Det var sådan, at 42-årige Bente Bukhave, der startede på Skive College i januar, landede en læreplads som maskinsnedker hos os, og det har hun heldigvis ikke fortrudt:

Bente Bukhave 2

- Jeg har en del venner, som arbejder hos KPK, og som talte godt om virksomheden. De anbefalede mig derfor at søge praktik der, og det er jeg rigtig glad for. Jeg blev taget så godt imod og fik lov at prøve forskellige ting af i løbet af praktikugen. Jeg følte mig virkelig hjemme allerede i løbet af praktikken, og det var en fantastisk fornemmelse. Heldigvis syntes både KPK og jeg, at vi var et godt match, så vi landede en aftale om en læreplads. Praktikken var derfor en rigtig god måde for mig at få lov at snuse til virksomheden og få en fornemmelse af, om stedet og kollegerne var noget for mig, siger hun. 

For KPK er det ligeledes afgørende, at man får mulighed for at se eventuelle kommende lærlinge lidt an, inden man indgår en uddannelseskontrakt. Det fortæller produktionschef Michael Mejdal Nielsen:

- Det er en stor fordel for os, at vi har et kendskab til de kommende lærlinge på forhånd – enten fordi de har arbejdet som ufaglærte i produktionen, eller fordi de har mødt os i løbet af en praktik. Alle processer i en vinduesproduktion er lige vigtige for i sidste ende at kunne levere de bedste produkter til vores kunder, og ved at kende til produktionen – enten som ufaglært eller igennem et praktikforløb – får man en god forståelse for, hvordan alle dele af produktionen hænger sammen med hinanden. Samtidig får vi mulighed for både at forventningsafstemme og vurdere, om en eventuelt kommende lærling vil passe ind hos os og omvendt, og vi mener i al beskedenhed, at det er den bedste vej til et succesfuldt lærlingeforløb. Stort set alle lærlinge er nemlig blevet hos os efter endt uddannelse. 

Bente Bukhave håber da også på at kunne blive hos KPK, når hun om et par år er færdigudlært maskinsnedker:

- Det er virkelig et rart sted at være, hvor man udviser oprigtig interesse for hinanden som kolleger. Samtidig kommer man rigtig godt rundt i produktionen og får en forståelse for, hvorfor det er vigtigt at gøre tingene på en bestemt måde og i en bestemt rækkefølge, så vi undgår fejl senere i processen. Jeg har fundet ud af, at fabriksarbejde lige er noget for mig, for jeg kan godt lide at arbejde med maskiner, hvor man kan se det konkrete resultat af det, man laver.

Bente Bukhave 1

KPK har løbende lærlinge i virksomheden, og aktuelt er syv lærlinge under uddannelse som henholdsvis maskinsnedkere, produktionsassistenter og salgselever. 

Loading...